NatureWorks – Nyt projekt

Pædagoger

NatureWorks – Nyt projekt

NatureWorks er et sammenhængende vejledningsforløb for udfordrede unge i alderen 15 til 25 år, hvor hovedsagelig uderummet og naturen danner de pædagogiske rammer for aktiviteterne. Forløbet er af 2-6 ugers varighed, hvor de unge kan ”ryste byen og deres vante miljø af sig” i ødemarken, og skabe ny indsigt i nye omgivelser.

Projektet er designet til at hjælpe de unge med at ændre livstil samt udstyre dem med viden, det engagement og den erfaring, der skal hjælpe dem til at få succes med uddannelse, arbejde og i livet

Formålet er at støtte og afklare de unge til at træffe et realistisk uddannelses- og jobvalg ud fra deres evner, interesser og faglige niveau, give dem en øget positiv selvbevidsthed og styrke deres kompetence til at træffe valg om deres fremtid.

Et vejledningsforløb i NatureWorks kan betragtes som et undervisningsforløb, der benytter naturens positive effekter, som international forskning påviser. Der er et mål med forløbet, og ønsket er, at der skal ske en læring hos de unge, dels i form af en personlig udvikling og selvindsigt, dels i form af mere viden om muligheder for uddannelse og job samt ikke mindst afklaring af ønsker og motivation for at komme videre.

Ophold i naturen over flere dage/uger gør det nemmere at iagttage den unges følelsesmæssige og psykologiske aspekter: selvtillid, selvbillede, ærlighed og tillid til egen vurderingsevne, oplevelse af tryghed og måske spænding, ligesom holdnings­spørgs­mål, prestige og status i forhold til andre samt holdninger til udfordringer og vanskeligheder.

De støttende samtaler i naturen og samværet i et fællesskab vil endvidere bidrage til at udvikle tryghed og fællesskabsfølelse, så den unge føler, ”at der er én ved siden af”. Alt sammen er det med til at vurdere den enkeltes ressourcer, så vi efterfølgende kan sætte ind med en effektiv helhedsorienteret løsning.

Vores erfaring fra arbejdet med NaturCompagniet og faglige kompetencer sættes således i spil. Mange metoder og værktøjer bliver anvendt. Vi har særligt en positiv erfaring med nyere metoder som kognitiv livsvejledning og narrativ vejledning, mens også konstruktivistisk vejledning og fx coaching anvendes med stor succes.

Det overordnede formål er at skabe personlig og faglig afklaring, motivation, en øget positiv selvbevidsthed og et personligt ressourcesyn. Forløbet er tænkt som et springbræt til en ny start, og vejlederen følger den unge efter forløbet med uddannelsesintroduktion og praktikmuligheder.